Om

Genanvendelse og kunst

Mit navn er Anna Lise, og er en dansk smykkeproducent.

Jeg beskæftiger mig med kunsten at producere smykker af genanvendte materialer. Det gør jeg både for at vise skønheden i alternative materialer – og af miljømæssige grunde.

Selv kommer jeg fra en kreativ familie fuld af musik og kunsthåndværk. Som barn var jeg meget optaget af naturen, og brugte meget af min tid på at dagdrømme i det høje græs og samle sten på stranden.

 
 
 

Biolog i erhvervslivet

Jeg uddannede mig som biolog, men begyndte hurtigt at arbejde med grønne teknologier og miljøoptimering i produktionsvirksomheder. I mange år var jeg vicepræsident for bæredygtig udvikling i internationale virksomheder som Novozymes og Brdr. Hartmann.

 
 

Undervejs modtog jeg en europæisk miljøpris og flere priser her i Danmark. En af dem var for at starte det første danske netværk til udveksling af viden om proaktivt miljøarbejde (160 virksomheder).


Prisen var en barre på 5 kg finsølv (11 pund).
 
 

Sølvet var udvundet - i en nyudviklet proces - fra spildevandet ifm. industriel fotofremkaldelse. Det blev raffineret og omdannet til en sølvbarre.

Efter næsten 30 år i erhvervslivet fik jeg imidlertid lyst til at prøve noget andet.
Jeg havde lyst til at tage mine kreative sider mere alvorligt- herunder at lave smykker.
Det har jeg nu arbejdet med og taget kurser i gennem 10-12 år.

 
 

Min drøm er at bidrage til en gentænkning af smykkeindustrien.

Den traditionelle smykkeindustri skaber masser af skønhed og innovation.
Men den har til tider også negative sociale og miljømæssige konsekvenser.
Branchen er typisk baseret på minedrift, hvor der kan være alvorlig forurening med f.eks. tungmetaller og affaldsproblemer. Også dårlige arbejdsforhold og krænkelser på menneskerettigheder herunder børnearbejde og tvangsarbejde ses i konfliktlande, hvor mange af minerne er placeret.
Jeg ved det, fordi jeg i en del år arbejdede med at gøre også denne branche mere bæredygtig.

Men sådan behøver det heldigvis ikke være. 
Der er en hel bevægelse af designere, smykkemagere og kunstnere,som ønsker at ændre på disse forhold. Den bevægelse er jeg en del af.

 
 
 

Mine råvarer er genbrugsmaterialer  

Mit arbejde i internationale virksomheder har ofte sendt mig til det store udland. På disse rejser forsøgte jeg altid at finde tid til at dykke ned i lokale kulturer. Eksempelvis på lokale loppemarkeder hvor jeg håndplukkede defekte halskæder, små smykkesten, antikke perler, sølvbestik og sjove vedhæng.

 

Desuden køber jeg restpartier af kvalitetsmetal (fx messing fra lokale fabrikker, kobber fra gamle kabler og kasseret sølvbestik), der anvendes i mine øreringe og andre smykker. Ofte finder jeg perler og ædelsten på markeder – og samler rav, sten og perlemor i naturen.

 
 

Smukke gamle kvalitetsmaterialer 

For mig hænger skønhed og omtanke for ressourcer og miljø sammen. Jeg vil gerne bidrage til at flytte på vores traditionelle forestillinger om, hvad skønhed i smykkebranchen kan være.

For eksempel kan kobber og messing være lige så smukt som guld. Og den helt unikke glaskunst i ventianske Murano perler imponerer mig lige så meget som diamanter.
Jeg håber, at mine one-of-a-kind smykker kan bidrage til at vise skønheden i den type genbrugte og upcyclede materialer.

 

 

 
 


Tak, fordi du læste om min rejse hertil.
Navnet på min virksomhed kommer fra den sølvbarre jeg modtog, og som gav mig ideen for længe siden.

Og tak for at hjælpe mig med at ændre verden - en ørering ad gangen ✨


 Anna Lise Mortensen